Vedtægter for Vestsjællands Tekstil- og vævekreds

§ 1 Foreningens navn er

Vestsjællands Tekstil- og vævekreds med hjemsted i Holbæk Kommune

 

§ 2 Formål

Foreningens formål er at styrke interessen for tekstilt håndværk, at udveksle ideer og erfaringer og ved aktiviteter, herunder kurser, møder, debatter og udstillinger at fremme og udvikle kendskabet til tekstilt håndværk og derved arbejde for at bevare og videregive de håndværksmæssige og kulturelle værdier

 

§ 3 Medlemmer

Alle kan blive medlemmer af foreningen, såfremt de kan tilslutte sig formålet. Medlemmerne hæfter ikke personligt for foreningens økonomi

 

§ 4 Generalforsamling

Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen. Den ordinære generalforsamling afholdes inden udgangen af februar måned, og varsles mindst 4 uger inden generalforsamlingen. Alle forslag der ønskes behandlet skal indsendes til formanden senest 2 uger før generalforsamlingen. Dagsorden, det reviderede regnskab og budget fremsendes til medlemmerne senest en uge før generalforsamlingen.

Dagsordenen skal indeholdende mindst følgende punkter:

1. Valg af dirigent og referent.

2. Bestyrelsens beretning ved formanden.

3. Fremlæggelse og godkendelse af revideret regnskab.

4. Indkomne forslag fra medlemmerne

5. Valg til bestyrelsen og suppleanter.

6. Valg af webmaster / kommunikationsudvalg.

7. Valg af revisor og revisorsuppleant, som vælges for et år.

8. Fastsættelse af kontingent for det næstfølgende år.

9. Eventuelt

Alle afstemninger foregår ved håndsopretning, medmindre 1 medlem ønsker skriftlig afstemning.

 

§ 5 Bestyrelsen

Stk. 1. Bestyrelsen består af mindst 5 medlemmer, som vælges for 2 år, således at henholdsvis 2 eller 3 medlemmer er på valg hvert år på generalforsamlingen. Der vælges 2 suppleanter for 1 år. Suppleanterne kan deltage i bestyrelsesmøderne. Inden for en uge efter generalforsamlingen konstituerer bestyrelsen sig med formand, næstformand, kasserer og sekretær.


Stk. 2. For bestyrelsesmedlemmerne gælder dansk rets almindelige erstatningsregler, men medlemmerne hæfter i øvrigt ikke personligt for foreningens økonomiske forpligtelser.


Stk. 3.Til varetagelse af forskellige opgaver dannes arbejdsgrupper, hvis deltagere ikke behøver at være bestyrelsesmedlemmer. Grupperne er pligtige til løbende at holde formanden og derigennem bestyrelsen, orienteret.

 

§ 6 Regnskab

Regnskabsåret følger kalenderåret. Det reviderede regnskab og budgettet for det påbegyndte regnskabsår udsendes sammen med dagsordenen til den ordinære generalforsamling.

Kontingentet skal indbetales senest 31. december.

Undladelse af betaling betragtes som udmeldelse af foreningen.

Formand og kasserer har foreningens tegningsret.

 

§ 7 Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, såfremt flertallet af bestyrelsesmedlemmerne eller l/4 af medlemmerne skriftligt forlanger det. Generalforsamlingen indkaldes med mindst 2 ugers varsel med opgivelse af dagsorden. Reglerne om ordinær generalforsamling finder tilsvarende anvendelse her.

 

§ 8 Vedtægtsændringer

Vedtægterne kan ændres med 2/3 flertal på generalforsamlingen, når ændringsforslagene er udsendt sammen med en rettidigt udsendt dagsorden.

 

§ 9 Nedlæggelse af foreningen

Stk. 1. Beslutning om nedlæggelse af foreningen kan kun ske på en normalt indvarslet generalforsamling, hvor nedlæggelsen er et selvstændigt punkt på dagsordenen, og hvor mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for nedlæggelsen. Beslutningen skal bekræftes af 2/3 af de fremmødte på en yderligere normalt indvarslet generalforsamling, der tidligst afholdes 14 dage efter den første.


§ 10 Anvendelse af foreningens midler

Ved nedlæggelse af foreningen skal foreningens midler anvendes til velgørende eller almennyttige formål, der er i overensstemmelse med foreningens formål.

Bestyrelsen beslutter fordelingen af eventuelle aktiver mellem de nævnte formål.

 

§ 11 Ikrafttrædelse

Vedtaget på stiftende generalforsamling den 25. september 1985. Vedtægtsændringer er foretaget den 14. februar 2017.

 

Bestyrelsens underskrifter:

* Formand: Lone Petersen

* Næstformand & Kasserer: Inger Buchhave Pedersen

* Bestyrelsesmedlem: Kirsten Bredgaard

* Sekretær: Hanne Rank Christoffersen

* Bestyrelsesmedlem: Agnete Seidelin

* Suppleant: Eva Schou Sørensen

* Suppleant: Ingelise Ethelberg