Medlemsudflugten ”Uld og væv” d. 19. marts

ALT I ALT EN VELTILRETTELAGT, HYGGELIG OG IKKE MINDST LÆRERIG TUR.

Med afgang fra Stenhusbakken samkørte vi 18 medlemmer fra Vestsjællands Tekstil- og Vævekreds i private biler ud til 1. BESØG hos Pia ved Sasserup. På inspirerende vis blev der fortalt om de forskellige væveprojekter mens vi fik serveret kaffe og the med brød til. Pia har bestået Laugets vævekursus, grundlagt af Dansk Tekstillaug. Eksamensprojektet, en karrygul frakke, som er foret med ULDDUG, påsat skulderpuder og monteret med blåt foer. I kanterne ved foret fantastisk flot blå/gul vævet tern-mønster, der matcher den gule frakke. Frakken er skrædderklippet (super flot).
Alle kan blive ramt af stress - også Pia blev det, men vævningen har helt sikkert været med til, at Pia er kommet over denne tilstand.

2. BESØG: Det Vilde Spinderi ved Nykøbing Sjælland, hvor Pia Heike Johansen gav os en meget spændende omvisning og demonstration af hele processen med uld fra får til garn. Ejerforholdet er 2/3 af spinderiet og 1/3 som folkeeje.(Aktieselskab). Spinderiet er næsten nystartet og det er ikke masseproduktion der satses på, men bæredygtighed og kvalitet! Der arbejdes på at udvikle nye designs ned til mindste detalje, så modellerne kan genskabes. Fåreracerne er bl.a.de nordiske spelsau, gotlandsk pelsuld og leicester. Alle får, der passer landskabet i nærområdet og dermed hjælper med at øge biodiversiteten.

PROCESSEN I ULDBEHANDLINGEN:
1. Meget vigtigt er sorteringen ude hos avlerne med to personer fra spinderiet. Ulden fra hvert får holdes meget omhyggeligt adskilt gennem hele processen, så man ved præcis hvilket får hvert enkelt garn kommer fra.
2. Vask af ulden i stor vaskemaskine og uden tilsætning af sæbe for at bevare lanolinen. Vasketemperaturen er 55 eller 70 grader C.   
3. Videre til tesemaskine, her skilles fibrene ad, og kartemaskine, der nærmest friserer ulden. Også igennem nogle andre maskiner inden ulden til sidst spindes/tvindes, og opmåles i meter.

NB: STEDET HAR ÅBENT 1.og 3. lørdag i måneden for besøgende. Man kan købe garnet. Det er ikke billigt, men det er naturkvalitet af høj kvalitet. Fx. er sokkegarnet  med uldens dækhår i stedet for nylon. 

3. BESØG: Frokost på NOKKEN med luksus smørrebrød med øl eller vand til.--- Og så lige på vej dertil en ONION GARNBUTIK, hvor der også kunne købes garn. Lige fra dagens tilbud og til andre garner og snitmønstre til syning.

4. BESØG: Godt mætte kørte vi til sidste besøg hos KUNSTKOLLEKTIVET 8B, der er for unge nyuddannede designere fortrinsvis fra udlandet. Ekstraordinært gav Pia, som vi også mødte på spinderiet, os denne fantastiske oplevelse af et sted, hvor der både er hjem og værksteder for de 5 til 6 studerende i ca. 2 måneder. Her kan de få et kærligt skub til at komme videre i karrieren. Vi fik vist de forskellige værksteder med alt til keramik, tekstiltryk, plantefarvning og ikke mindst væveværkstedet, hvor en af væverne viste os prøver på vævninger med garn fra Det vilde spinderi. Pia, (samme Pia som vi også mødte på spinderiet), har en fortid som økologisk landmand og anlægsgartner og skiftede spor som 40 årig ved at læse sociologi ved universitetet.(En mulighed andre også burde have ifølge Pia). 


Pia og Pia I Sasserup er to ildsjæle ud over det sædvanlige, og er med til at opdatere det tekstile i det vestsjællandske.

NB: Stedet er åbent for kompetencer udefra.
Karin Olsen                                                          

Medlemsaften, onsdag d. 26. januar 2022

BRODERI MED LAILA GLIENKE.

Vi var 15 medlemmer og havde en hyggelig aften. Laila Glienke viste billeder fra Koldinghus af Dronningens broderier, og havde navne med på gode bøger og brodøser som er oppe i tiden nu. Nogle startede på et lille broderi med ”forglem-mig-ej” som Laila havde materialer med til.

Desværre var lyset i lokalet ikke det bedste, men vi går videre herhjemme. Billedet er fra min start. Hvert felt er 3x3 korssting i én farve.


Hanne Christoffersen

Aften med tekstiltryk

Hyggelig aften med Katrine Røjel, der fortalte om Tekstiltryk og viste billeder og havde diverse bøger og prøver med, som vi kunne se og mærke på.

Katrine underviser på Campus Carlsberg i stort lyst lokale, hvor der er flere andre uddannelser.

Tekstiltryk er et gammelt håndværk, hvor div. bøger viser tekstil fra Indien og Kina, som nu næsten er blevet industrialiseret, men der er stadig ildsjæle der bruger den gamle metode med rammer, og Katrine viste os eksempler med det klare overhead plast hvor hun skar mønstret ud.

Katrine har flere inspirationskilder, det kan være flot farvet porcelæn, keramik eller naturen, som hun bruger. Havde 2 søde billeder med på udstillingen for Tekstillaugets 75 års jubilæum i september. Det var hyld - et med blomster og et med bær.

William Morris, som nogle af jer kender fra udstillingen på Nivågård, var imod industrialiseringen og fortsatte på traditionel vis med flotte mønstre, f.eks. et jeg beundrede i bogen var ”Jordbærtyven”, som var blomster, fugle og bær på mørk baggrund.

Der var flere bøger. En ældre som kun findes antikvarisk er ”Stoftryk” af Ruth Christensen.

I Kirsten Toftegaards nye bog om Marie Gudme Leth er der også fine mønstre, bl.a. et der bliver kaldt Kirsebær, hvor der fulgte en sjov historie, at Dr. Ingrid havde set det og bestilt det til gardiner og puder til prinsessernes værelser, en bog om Josef Frank fra Sverige, og en stor bog af Aase Seidler Gernes.

Davids samlinger har en stor udstilling, og Agnete Nygaard kunne også fortælle at Holbæk Museum har meget tekstiltryk fra den gamle Farvergård der lå i Algade ved en lille stikvej ned mod havnen, hvor der nu er blomsterbutik.

Kirsten Hammer har værksted i Svaneke på Bornholm, men er gået på pension, har muligvis solgt til videreførelse, der har tidligere været 2 udstillinger årligt på Islands Brygge, det må vi holde øje med.

Til slut viste Katrine sin bacheloropgave, et flot kjole med diskret print i lyse farver på silke, men den blev ikke brugt, da hun efter arbejdet med den i over 2 måneder, havde set nok på den!

4/11-21 Hanne Chr.